Der findes et væld af projektstyringsværktøjer, og de lover alle sammen bedre overblik og mere effektive teams. Men hvilket et passer egentlig til jeres organisation? Svaret afhænger af, hvordan I arbejder, hvor mange I er, og hvor komplekse jeres projekter er.
Samtidig har projektstyringsværktøjer nok aldrig været mere relevante. Kunstig intelligens kan løse flere og flere opgaver for os, og når både medarbejdere og AI-agenter skal bidrage til det samme arbejde, bliver det endnu vigtigere at have en klar struktur for, hvad der skal laves, i hvilken rækkefølge, og hvem der gør hvad.
I denne artikel giver vi et overblik over seks af de mest udbredte projektstyringsværktøjer, deres styrker og hvad I bør være opmærksomme på.
Hvad er et projektstyringsværktøj?
Et projektstyringsværktøj er et digitalt program, der hjælper teams med at planlægge, fordele og følge op på opgaver. I stedet for at have overblikket spredt i mails, regneark og møder, samler værktøjet opgaver, ansvar, deadlines og status ét sted, så alle kan se, hvad der er i gang, og hvad der mangler.
De fleste værktøjer kan vise arbejdet på flere måder, fx som lister, Kanban-boards og tidslinjer. Forskellen ligger især i, hvor fleksible de er, hvor godt de skalerer, når flere teams skal arbejde sammen, og hvordan de understøtter jeres måde at arbejde på, fx klassisk projektledelse eller agile metoder som Scrum og Kanban.
Projektstyring i en tid med AI-agenter
AI kan i dag meget mere end at svare på spørgsmål. AI-agenter kan fx skrive udkast, opsummere, sortere henvendelser og løse afgrænsede opgaver på egen hånd. Det giver nye muligheder, men det stiller også større krav til, at arbejdet er godt organiseret. En AI-agent kan kun hjælpe med de rigtige ting, hvis det er tydeligt, hvad der skal laves, og hvad der er vigtigst.
Her kan et projektstyringsværktøj være med til at skabe den nødvendige struktur:
Hvad skal laves: Opgaverne er beskrevet ét sted, så både mennesker og AI-agenter arbejder ud fra den samme information.
I hvilken rækkefølge: Prioriteter og afhængigheder gør det tydeligt, hvad der skal ske først.
Hvem gør hvad: Det er tydeligt, hvilke opgaver en AI-agent kan tage sig af, og hvilke der kræver et menneske.
Kontrol og overblik: Status og historik gør det muligt at følge med i, hvad AI-agenterne har lavet, og at et menneske godkender, før noget vigtigt går videre.
Hvad skal I kigge efter?
Inden I sammenligner konkrete programmer, kan det være en god idé at afklare, hvad I har brug for. Her er de spørgsmål, vi oftest anbefaler at stille:
Brugervenlighed: Hvor let er det for alle i teamet at komme i gang, også dem, der ikke har brugt et projektstyringsværktøj før?
Skalerbarhed: Kan værktøjet følge med, når I bliver flere, og når projekter går på tværs af teams og afdelinger?
Arbejdsform: Arbejder I klassisk med faser og milepæle, agilt med sprints, eller en blanding?
Overblik og rapportering: Har I brug for dashboards, tidslinjer og overblik på tværs af projekter?
Integrationer og automatisering: Spiller værktøjet sammen med de systemer, I allerede bruger, og kan det spare jer for manuelt arbejde?
AI og MCP: Har værktøjet indbygget AI, og kan det kobles sammen med de AI-værktøjer, I bruger, fx via en MCP-server?
Pris og licenser: Hvad koster det, når I tæller alle brugere med, og hvilke funktioner kræver en dyrere plan?
Overblik: 6 populære projektstyringsværktøjer
| Værktøj | Kendt for | Typisk et godt valg til | Gratis version |
|---|---|---|---|
| Jira | Tilpassede workflows, Scrum og Kanban, planlægning på tværs af teams | Komplekse projekter, agile teams og organisationer med mange teams | Ja, op til 10 brugere |
| Trello | Enkle, visuelle Kanban-boards | Små teams og enkle projekter | Ja, op til 10 brugere pr. workspace |
| Brugervenlighed, lister, boards og tidslinjer | Forretningsteams som marketing og drift | Ja, op til 2 brugere | |
monday.com | Fleksible, visuelle boards og mange skabeloner | Teams, der vil tilpasse værktøjet til mange slags arbejde | Ja, op til 2 brugere |
Microsoft Planner | Integration med Microsoft 365 og Teams | Organisationer, der i forvejen arbejder i Microsoft 365 | Basisversionen indgår i mange Microsoft 365-abonnementer |
ClickUp | Mange funktioner samlet ét sted | Teams, der vil samle opgaver, dokumenter og mål i ét værktøj | Ja, ubegrænset antal brugere og 60 MB lagerplads |
Oplysningerne er tjekket i november 2026. Planer og priser ændrer sig løbende, så se altid de aktuelle vilkår hos leverandøren. Navne og logoer tilhører de respektive ejere.
Hvad koster et projektstyringsværktøj?
Prisen afhænger især af antal brugere og af, hvilken plan I vælger. Herunder har vi lavet en tabel til sammenligning. Bemærk, at hvert værktøj findes i flere forskellige planer med forskellige funktioner og priser, så tabellen viser kun ét eksempel pr. værktøj. Beløbene er den samlede pris pr. år ved årlig afregning, i amerikanske dollars og uden moms.
| Værktøj og plan | 50 brugere | 100 brugere | 250 brugere | 500 brugere |
|---|---|---|---|---|
| Jira Standard | 50 brugere: $4.850 | 100 brugere: $9.700 | 250 brugere: $25.500 | 500 brugere: $39.000 |
| Trello Standard | 50 brugere: $3.000 | 100 brugere: $6.000 | 250 brugere: $15.000 | 500 brugere: $30.000 |
| Asana Starter | 50 brugere: $6.594 | 100 brugere: $13.188 | 250 brugere: $32.970 | 500 brugere: $65.940 |
| monday.com Basic | 50 brugere: Pris på forespørgsel | 100 brugere: Pris på forespørgsel | 250 brugere: Pris på forespørgsel | 500 brugere: Pris på forespørgsel |
| Microsoft Planner Plan 1 | 50 brugere: $6.000 | 100 brugere: $12.000 | 250 brugere: $30.000 | 500 brugere: $60.000 |
| ClickUp Core | 50 brugere: $5.400 | 100 brugere: $10.800 | 250 brugere: $27.000 | 500 brugere: $54.000 |
Priserne er hentet af Seibert fra produkternes respektive hjemmesider i november 2026 og er opgjort ved årlig afregning, hvor man ofte får rabat i forhold til månedlig betaling.
De 6 værktøjer kort fortalt
Jira
- Grundlagt: 2002
- Ejer: Atlassian, børsnoteret på Nasdaq
- Historie: Atlassian blev grundlagt i Sydney i 2002 af Mike Cannon-Brookes og Scott Farquhar. Jira var et af selskabets første produkter og blev oprindeligt brugt til at holde styr på fejl i software.
- MCP-server: Ja, Atlassian Rovo MCP Server
Jira fra Atlassian startede som et værktøj til softwareudvikling, men bruges i dag af mange typer teams, fx marketing, HR og økonomi. Jira er særligt stærkt, når arbejdet er komplekst: I kan tilpasse workflows, arbejde med Scrum og Kanban, følge afhængigheder og planlægge på tværs af teams. Atlassians AI, Rovo, er inkluderet i de betalte planer. Se også, hvordan projektstyring kan se ud i Jira.
Vær opmærksom på: Jira kan meget, og derfor kræver det typisk lidt mere opsætning og oplæring end de enkleste værktøjer. En god opsætning fra starten gør stor forskel.
Trello
- Grundlagt: 2011
- Ejer: Atlassian (siden 2017)
- Historie: Trello blev udviklet af Fog Creek Software i New York og blev et selvstændigt selskab i 2014. I 2017 købte Atlassian Trello for 425 mio. dollars.
- MCP-server: Ja, Trello MCP fra Atlassian (en separat server, der kun dækker Trello)
Trello er også fra Atlassian og bygger på enkle Kanban-boards med kolonner og kort. Det er hurtigt at komme i gang med og meget visuelt, hvilket gør det populært hos små teams og til personlig opgavestyring.
Vær opmærksom på: Trello er bevidst enkelt. Når projekterne bliver større, og flere teams skal arbejde sammen, kan det blive en begrænsning. Funktioner som tidslinje og dashboards kræver en betalt plan.
Asana
- Grundlagt: 2008
- Ejer: Asana, Inc., børsnoteret på New York Stock Exchange
- Historie: Asana blev grundlagt i San Francisco af Dustin Moskovitz, en af medstifterne af Facebook, og Justin Rosenstein, som også kom fra Facebook. Selskabet blev børsnoteret i 2020.
- MCP-server: Ja
Asana er kendt for at være brugervenligt og pænt designet. Opgaver kan vises som lister, boards og tidslinjer, og på de højere planer kan I arbejde med mål og porteføljer. Asana bruges ofte af forretningsteams som marketing og drift.
Vær opmærksom på: Den gratis plan, Personal, dækker op til 2 brugere, og flere af de funktioner, der giver overblik på tværs, fx porteføljer og mål, kræver en dyrere plan.
monday.com
- Grundlagt: 2012
- Ejer: monday.com Ltd., børsnoteret på Nasdaq
- Historie: monday.com blev grundlagt i Tel Aviv af Roy Mann og Eran Zinman under navnet DaPulse og skiftede navn til monday.com i 2017. Selskabet blev børsnoteret i 2021.
- MCP-server: Ja
monday.com er bygget op om visuelle boards, som I kan tilpasse til næsten enhver type arbejde. Der er mange skabeloner, og det er let at bygge sine egne arbejdsgange. Til softwareteams findes et separat produkt, monday dev.
Vær opmærksom på: Den gratis plan dækker op til 2 brugere, og de betalte planer har et minimum af brugere. Den store fleksibilitet betyder også, at det kræver lidt disciplin at holde strukturen ens på tværs af teams.
Microsoft Planner
- Grundlagt: 2016
- Ejer: Microsoft
- Historie: Microsoft lancerede Planner som en del af Office 365 i 2016. I 2025 blev Microsoft Project for the web samlet med Planner, så de mere avancerede planlægningsfunktioner nu findes i de betalte Planner-planer.
- MCP-server: Ja, Microsoft Planner MCP Server som en del af Microsofts Work IQ. Den understøtter p.t. kun basisplaner og kan indtil videre kun bruges via GitHub Copilot CLI
Microsoft Planner er Microsofts projektstyringsværktøj og er tæt integreret med Microsoft 365 og Teams. Basisversionen indgår i mange Microsoft 365-abonnementer, og funktioner som tidslinje, afhængigheder og sprints findes i de betalte Planner-planer.
Vær opmærksom på: Basisversionen er enkel. Har I brug for mere avanceret planlægning, skal I opgradere til en betalt Planner-plan eller se på Microsoft Project.
ClickUp
- Grundlagt: 2017
- Ejer: ClickUp, privatejet og finansieret af investorer
- Historie: ClickUp blev grundlagt af Zeb Evans og Alex Yurkowski og har hovedkontor i San Diego. Værktøjet er kendt for at samle mange funktioner, som ellers ligger i flere forskellige programmer.
- MCP-server: Ja (i offentlig beta)
ClickUp samler mange funktioner i ét værktøj: opgaver, dokumenter, whiteboards, mål og meget mere. Den gratis plan, Free Forever, har ubegrænset antal brugere, men kun 60 MB lagerplads.
Vær opmærksom på: Mængden af funktioner kan føles overvældende i starten, så det kan være en fordel at begynde med det mest nødvendige og udvide derfra.
Hvordan vælger I det rigtige?
Det handler ikke om, hvilket værktøj der er bedst i absolut forstand, men om hvad der passer til jer. Et par tommelfingerregler:
Tænk også over, hvordan I vil bruge AI fremover. Skal AI-agenter hjælpe med opgaverne, er det en fordel, at værktøjet giver en klar struktur og kan kobles sammen med de AI-værktøjer, I bruger.
Vores bedste råd er at teste værktøjet i jeres egen hverdag, før I beslutter jer. De fleste af værktøjerne har en gratis plan eller en prøveperiode, så I kan prøve dem af med et rigtigt projekt.
Ofte stillede spørgsmål om projektstyringsværktøjer
Hvad er det bedste projektstyringsværktøj?
Hvad er det bedste projektstyringsværktøj?
Der findes ikke ét bedste projektstyringsværktøj. Det rigtige valg afhænger af, hvor mange I er, hvor komplekse jeres projekter er, og hvordan I arbejder. Små teams med enkle projekter kan ofte klare sig med et enkelt værktøj, mens større organisationer med mange teams typisk har brug for mere avancerede muligheder for workflows, planlægning og rapportering.
Findes der gratis projektstyringsværktøjer?
Findes der gratis projektstyringsværktøjer?
Ja. Mange af de populære projektstyringsværktøjer har en gratis plan, fx Jira, Trello, Asana, monday.com og ClickUp. De gratis planer har dog begrænsninger, fx på antal brugere, lagerplads eller funktioner, så det er en god idé at undersøge, hvad der er med, før I går i gang.
Hvad er forskellen på et projektstyringsværktøj og et regneark?
Hvad er forskellen på et projektstyringsværktøj og et regneark?
Et regneark kan bruges til simple opgavelister, men det bliver hurtigt svært at holde overblikket, når flere arbejder i det samme. Et projektstyringsværktøj er bygget til samarbejde, med ansvarlige, deadlines, statusser, notifikationer og forskellige visninger af det samme arbejde.
Hvordan kan AI-agenter bruges i projektstyring?
Hvordan kan AI-agenter bruges i projektstyring?
AI-agenter kan fx hjælpe med at skrive udkast, opsummere status, sortere nye opgaver og løse afgrænsede opgaver. For at det fungerer, skal det være tydeligt, hvad der skal laves, i hvilken rækkefølge, og hvilke opgaver der kræver et menneske. Et projektstyringsværktøj kan give den struktur og gøre det muligt at følge med i og godkende det, AI-agenterne laver.
Kan man skifte projektstyringsværktøj senere?
Kan man skifte projektstyringsværktøj senere?
Ja. Mange værktøjer kan importere data fra andre systemer, fx fra regneark eller andre projektstyringsværktøjer. Et skift kræver dog altid lidt planlægning, så det er en fordel at vælge et værktøj, der kan følge med, når I vokser.

